Archive for august 2012

Jeg rydder lidt op

3 august, 2012

Jeg har længe haft lyst til at skrive på bloggen, men noget har holdt mig tilbage. Nu fik jeg igen lysten, og kan samtidig se hvad der er galt: Jeg ville for meget, da jeg startede på den, og flere af de første idéer blev hængende ude til højre i menuen, selv om jeg slet ikke føler noget for dem, og ikke har gjort det længe. For nu at gøre skrivningen interessant for mig selv igen, vil jeg derfor holde mig til det jeg virkelig brænder for, og lade folk der er bedre end mig om resten. Fremover vil bloggen derfor først og fremmest handle om mad, med det formål at gøre livet lidt nemmere og lidt lækrere for vegetarer og andre grøntspisere.

Kærlig hilsen Grønne Mor

Sommerruller med jordnøddedip

3 august, 2012

De her ruller er inspireret af en opskrift fra Vegan With a Vengance. Men har skiftet rigtig meget karakter på grund af hvad jeg havde og især ikke havde i skabene. Jeg har slumpet mig frem, men nedenfor er et godt bud på en ingrediensliste:

2 ark risdej til forårsruller (mange grønthandlere har dem på frys)

1 moden mango i tynde stænger

½ skrællet agurt, frøene fjernet og skåret i tynde stænger

En stor håndfuld finthakkede pistache-nødder

50 gram tynde nudler, kogt efter anvisninger på posen og skyllet kolde under hanen

Læg et ark dej på en ren overflade med en spids imod dig. Læg først et tyndt drys nødder, så en tot nudler, så 6-8 stave mango og lige så meget agurk. Fold den nederste spids op over fyldet, fold sidespidserne ind over og rul. Dyppes i en blanding af:

4 spsk æblecidereddike

4 spsk vand

2 spsk jordnøddesmør

1 tsk sukker

1 fed hvidløg, fint hakket