Archive for oktober 2008

Vegetarkogebøgernes dronning

16 oktober, 2008

Det er fortvivlende sjældent, at der udkommer vegetariske kogebøger i Danmark. Når der endelig gør, er de ofte af den hjemmetrykte, billedløse type, fordi de store forlag åbenbart ikke tør satse på det grønne segment. Dog findes der en enkelt undtagelse, de smukke gennembearbejdede kogebøger, hvor hver en opskrift bliver en succes. Og så står der næsten altid Kirsten Skaarup på. Lad mig benytte lejligheden til at skamrose denne supervegetar, der har gjort overgangen til vegetarmaden til en smagsmæssig fest for mig og mange andre.

Stor var min begejstring derfor, da rygtet om en ny kogebog begyndte at svirre. Med forventningens røde kinder, cyklede jeg igår ud i regnen, for endelig at hjemskaffe mit helt eget eksemplar. Jeg er ikke skuffet.

Kogebogen er lanceret som en miljøkogebog, dvs at der er lagt vægt på de miljømæssige fordele ved vegetarisk mad. Det tror jeg er rigtig smart, fordi dette kan appelere til mange kødspisere, der ellers vil afvise vegetarmad som en uvedkommende dille. Men i virkeligheden er jeg mere interesseret i det, som Kirsten Skaarup laver bedre end de fleste: Maden

Jeg har endnu ikke afprøvet vidunderet, da jeg i aftes havde travlt med at lave denne lækre suppe, men til gengæld har jeg spist den med øjnene, og det er i sig selv nok til at få mundvandet til at løbe. Her er afsnit til enhver tid på dagen, og enhver lejlighed, hvert af dem fyldt med utallige variationer over gamle og nye klassikere, fra deller og patéer til sushi og tapas. Som så ofte i Skaarups bøger, er siderne gavmildt proppet med rigtig mange opskrifter (350 ialt), men denne gang er billederne som noget nyt blevet en vigtig del af bogen med deres sensuelle sirenesang, der kan måle sig med de mest proffesionelle. Og det er jo i virkeligheden lige så meget øjnene vi spiser med.

Bogen har sin egen lækre hjemmeside, hvor du kan læse om forfatteren, få eksempler på opskrifter m.m.

Flere æbler og efterår

15 oktober, 2008

Æblekage

Igår var en af de sjældne perfekte dage, hvor sollyset strejfer gennem multifarvede trækroner, og får faldende blade til at ligne guld. Heldigt, at det netop var den dag jeg tog fri og vandrede Hareskoven tynd, for idag er himlen grå og tung, og man får lyst til at trøste sig. For eksempel med en lækker æblekage, der kan minde en om hvorfor efteråret trods alt er en af de bedste årstider: 

  • 1½ dl sukker
  • 2 dl mel
  • 125 g margarine
  • 6 æbler, Skrællet og skåret i tynde både
  • evt 50 g smuttede, grofthakkede mandler

Nulr dejes til en grov smuldredej. Læg æblerne i et ildfast fad, drys eventuelle mandler over, og fordel dejen så den dækker. Bag ved 200 grader til den er lysebrun, 30-45 min. Server med soyais eller  pisket soya.

En anden fordel ved efteråret er, at man kun lige er begyndt at spise rodfrugter igen, og derfor stadig synes de er lækre. Det kan man så fejre med disse lækre gulerødder, lav endelig rigeligt af dem.

 

Æbler, æbler, æbler

10 oktober, 2008

Er du lige som jeg en af de heldige, der har haven fuld af flere æbler, end du kan nå at slæbe ud på vejen til gratis afhentning? Så gælder det om, at få fyldt æbler i retter, du næsten ikke troede de kunne passe til. Æbler smager for eksempel rigtig godt i krydret mad. Hæld æbletern i din yndlingskarryret, eller stil dem i en skål på bordet, så man selv kan drysse dem på.

Troede du, at chutney var noget med eksotiske frugter? Så prøv denne fantastiske chutney, der er lavet i en håndevending, og du vil helt sikkert ikke savne mangoen:

 2 mellemstore æbler, skrællet og skåret i tern

1 lille løg

et fed presset hvidløg

en knivspids stødt chili

1 spsk frisk reven ingefær

1 spsk knuste korianderfrø

100 g sukker

1 dl æbleeddike

Put alle ingredienserne i en lille gryde. Bring i kog og lad simre ca 25 min. Færdig.

Siden æblesæsonen netop nu er på sit højeste, i hvert fald i min have, vil jeg de næste dage holde æbletema her på bloggen, og smovse i den ene lækre æbleopskrift efter den anden.