Andre blogs

4 maj, 2009 af mamogensen

Her er et tidsfordriv, der hurtigt griber om sig: prøv at gå ind på en amerikansk blog, og via blogrolls (listen med links) hoppe fra blog til blog til blog. Man kan godt blive helt rundtosset, det virker som om mængden af vegetariske og endda veganske blogs er uudtømmelig. Og mange af dem er helt utroligt proffesionelle. Et godt startsted er for eksempel denne her:

http://veganyumyum.com/

Ikke bare er ophavskvinden typen, der ligger vågen om natten og udtænker nye måder at tilberede auberginer på, hun kan også fotografere så mundvandet springer fra tilskuerne, og det er måske den største dyd, når det kommer til at blogge om mad. Her er et par eksempler:

Apple Pie Coffee Cake

Det er virkelig svært at tage billeder af våd mad, som fx æblekage, uden det ser slimet ud, eller at få en brun ret til at fremstå delikat:

Leftovers

Men hvis du synes, at det kunne være sjovt at lære, så er bloggeren her endda gavmild nok til at dele ud af sine tricks:

http://veganyumyum.com/category/photography/

Sejt, ikke?

Andre lækre sider, mest valgt efter æstetiske kriterier:

http://havecakewilltravel.com/

http://blog.fatfreevegan.com/index.html

http://gonnagowalkthedogs.vox.com/

http://vivaciousvegan.blogspot.com/index.html

http://walkingtheveganline.blogspot.com/

http://vegandad.blogspot.com/

Og så videre…..

Det skal gå stærkt!

16 april, 2009 af mamogensen

Se billede i fuld størrelse

             

Jammen det skal det jo bare nogle gange. Og nogle gange gider man bare overhovedet ikke lave mad (det MÅ man godt!)

Så kan man gøre sådan her: Varm et glas dolmio eller anden tomatsovs. Put en pose qournfars i. Lad simre mens du koger en masse spaghetti. Så er der spaghetti bolognaise, og alle er glade (især børnene).

Benyt den sparede tid til at sidde i sofaen med god musik og glemme alt andet.

Sommer i april

12 april, 2009 af mamogensen

citronbc3b8nner1    speltsalat    kikc3a6rter-i-karry2    broccoli-og-blomkal-i-tomat

MM-mmmmmm

Sommer allerede. Det kan godt være det er klimaet der er noget i vejen med, men så længe jeg kan huske har der været en fortryllet uge i april, hvor fugle og blomster tager forskud på alt det, der ellers rigtig skulle komme i maj eller juni.

Hvor er det heldigt, at det altid er netop den uge jeg er i sommerhus. Der er jeg ellers ikke tit. Men i denne uge har vi leget storfamilie med fire generationer og frokost i det fri og total idyl.

 

Her fik jeg også chancen for at starte mit nye projekt ”lav din egen vegetar” op i hyggelige omgivelser. Jeg skød straks den ene vegetarret efter den anden på bordet, en enkelt gang trængte jeg helt kødet væk, resten af tiden fik jeg i hvert fald skubbet ud i en birolle. Med nyklassikere som ”kikærter i karry”, ”citronbønner” og ”speltsalat med alt godt”. Hvis du ikke har hørt om dem før, så er de så også meget nye klassikere, som jeg opfandt til lejligheden.

 

Men det var i hvert fald lykken at opdage, at når jeg endelig har fri, når der er andre mennesker til at lege med lillen, så ingen står og klamrer sig til mit ben og skriger MOR med stigende desperation, så er det faktisk madlavningen der kalder. Det er det jeg allermest nyder, når jeg selv skal vælge. Og desværre i en travl hverdag glemmer at nyde, men bare lirer af med venstre hånd, mens alt det jeg tror er vigtigst, tager min opmærksomhed.

 

Hurra for ferier og det vigtigste i livet.  

Lav din egen vegetar

8 april, 2009 af mamogensen

 

Egentlig har jeg nok lænet mig tilbage og pudset min glorie lidt rigeligt: Det er i hvert fald ikke min skyld, hvis regnskoven falder for at give plads til McDonalds kvæg og deres sojafoder eller hvis klimaet koger over i koprut-forstærket drivhuseffekt. Jeg kan også kun have ondt af alle de daglige lidelser dyrene må gennemgå i det industrialle landbrug. Og hvis andre folk vil risikere at dø pinefuldt af livsstilssygdomme, så kan jeg jo næppe forhindre dem.

Jeg er nemlig vegetar, og så kan man jo ikke spise mindre kød, vel?

 

Men så kom jeg på en ny idé, som måske er krævende, men også skæg: At lave en vegetar selv. Hvis jeg bare kan lokke en anden til at spise vegetarisk mad en gang om dagen, så ryger der jo en bøf mindre ned den dag. Altså skal jeg bare have 7 vegetariske gæster om ugen, vel at mærke folk, som ellers ville have spist kød.

 

Nu er jeg ikke typen, der ellers inviterer gæster hele tiden. Det kræver en del mere tid og økonomisk overskud, end jeg længe har haft. Så der er altså tale om et stort og ambitiøst projekt fra min side. Men hvad gør man ikke for at redde dyrene og sine medmennesker?

 

Nå, nu bliver det spændende hvordan det skrider frem, hvis det lykkes bare lidt, får jeg jo bare endnu mere grund til gloriepudsningen.

Rødbedemad

26 oktober, 2008 af mamogensen

 

 

 

 

 

Jeg synes egentlig, at rødbeder er nogle lidt kedelige grønsager. Til gengæld har de en virkelig flot farve, og med et beslutsomt skub kan man godt bevæge smagen i en spændende retning. Lige nu har jeg hele tiden lyst til at putte ingefær i alting, så det bærer de to opskrifter her præg af.

Rødbedecreme

1 kg rødbeder bages hele med skrald. Hæld lidt vand i bunden så de ikke brænder på. Bages så de  er helt bløde. skindet gnides af når de er kolde.

fintrevet skal og saft af 1 citron
15 gr ingefær, revet
1/2 tsk kardemomme
1/2 tsk allehånde
4-5 spsk ekstra jomfrurapsolie
4-5 spsk æblecidereddike
Salt og peber
Blend det hele og smag til med salt og peber
Ingefærrødbeder
5-6 små rødbeder, kogt møre (ca 30 min) og skindet gnedet af
2 cm revet ingefær
1 fed hvidløg, presset
salt
 
Det hele blendes og spises med brød til.
 
 
Rødbede-ingefær salat
5-6 rødbeder, kogt møre og skindet gnedet af
1 fed hvidløg
1-2 cm ingefær, revet
Salt
 
Skær rødbederne i 3 mm skiver, evt i halve. Pres hvidløg over og pres den revne ingefær henover så saften drypper på. Måske skal du bruge mere ingefær, den må gerne være stærk synes jeg. Smag til med salt og server.

Vegetarkogebøgernes dronning

16 oktober, 2008 af mamogensen

Det er fortvivlende sjældent, at der udkommer vegetariske kogebøger i Danmark. Når der endelig gør, er de ofte af den hjemmetrykte, billedløse type, fordi de store forlag åbenbart ikke tør satse på det grønne segment. Dog findes der en enkelt undtagelse, de smukke gennembearbejdede kogebøger, hvor hver en opskrift bliver en succes. Og så står der næsten altid Kirsten Skaarup på. Lad mig benytte lejligheden til at skamrose denne supervegetar, der har gjort overgangen til vegetarmaden til en smagsmæssig fest for mig og mange andre.

Stor var min begejstring derfor, da rygtet om en ny kogebog begyndte at svirre. Med forventningens røde kinder, cyklede jeg igår ud i regnen, for endelig at hjemskaffe mit helt eget eksemplar. Jeg er ikke skuffet.

Kogebogen er lanceret som en miljøkogebog, dvs at der er lagt vægt på de miljømæssige fordele ved vegetarisk mad. Det tror jeg er rigtig smart, fordi dette kan appelere til mange kødspisere, der ellers vil afvise vegetarmad som en uvedkommende dille. Men i virkeligheden er jeg mere interesseret i det, som Kirsten Skaarup laver bedre end de fleste: Maden

Jeg har endnu ikke afprøvet vidunderet, da jeg i aftes havde travlt med at lave denne lækre suppe, men til gengæld har jeg spist den med øjnene, og det er i sig selv nok til at få mundvandet til at løbe. Her er afsnit til enhver tid på dagen, og enhver lejlighed, hvert af dem fyldt med utallige variationer over gamle og nye klassikere, fra deller og patéer til sushi og tapas. Som så ofte i Skaarups bøger, er siderne gavmildt proppet med rigtig mange opskrifter (350 ialt), men denne gang er billederne som noget nyt blevet en vigtig del af bogen med deres sensuelle sirenesang, der kan måle sig med de mest proffesionelle. Og det er jo i virkeligheden lige så meget øjnene vi spiser med.

Bogen har sin egen lækre hjemmeside, hvor du kan læse om forfatteren, få eksempler på opskrifter m.m.

Flere æbler og efterår

15 oktober, 2008 af mamogensen

Æblekage

Igår var en af de sjældne perfekte dage, hvor sollyset strejfer gennem multifarvede trækroner, og får faldende blade til at ligne guld. Heldigt, at det netop var den dag jeg tog fri og vandrede Hareskoven tynd, for idag er himlen grå og tung, og man får lyst til at trøste sig. For eksempel med en lækker æblekage, der kan minde en om hvorfor efteråret trods alt er en af de bedste årstider: 

  • 1½ dl sukker
  • 2 dl mel
  • 125 g margarine
  • 6 æbler, Skrællet og skåret i tynde både
  • evt 50 g smuttede, grofthakkede mandler

Nulr dejes til en grov smuldredej. Læg æblerne i et ildfast fad, drys eventuelle mandler over, og fordel dejen så den dækker. Bag ved 200 grader til den er lysebrun, 30-45 min. Server med soyais eller  pisket soya.

En anden fordel ved efteråret er, at man kun lige er begyndt at spise rodfrugter igen, og derfor stadig synes de er lækre. Det kan man så fejre med disse lækre gulerødder, lav endelig rigeligt af dem.

 

Æbler, æbler, æbler

10 oktober, 2008 af mamogensen

Er du lige som jeg en af de heldige, der har haven fuld af flere æbler, end du kan nå at slæbe ud på vejen til gratis afhentning? Så gælder det om, at få fyldt æbler i retter, du næsten ikke troede de kunne passe til. Æbler smager for eksempel rigtig godt i krydret mad. Hæld æbletern i din yndlingskarryret, eller stil dem i en skål på bordet, så man selv kan drysse dem på.

Troede du, at chutney var noget med eksotiske frugter? Så prøv denne fantastiske chutney, der er lavet i en håndevending, og du vil helt sikkert ikke savne mangoen:

 2 mellemstore æbler, skrællet og skåret i tern

1 lille løg

et fed presset hvidløg

en knivspids stødt chili

1 spsk frisk reven ingefær

1 spsk knuste korianderfrø

100 g sukker

1 dl æbleeddike

Put alle ingredienserne i en lille gryde. Bring i kog og lad simre ca 25 min. Færdig.

Siden æblesæsonen netop nu er på sit højeste, i hvert fald i min have, vil jeg de næste dage holde æbletema her på bloggen, og smovse i den ene lækre æbleopskrift efter den anden.

Er det virkelig så vigtigt med B-12 vitamin?

10 oktober, 2008 af mamogensen

Når vegetarer og veganere snakker indbyrdes, er der et emne, der gang på gang dukker op: Hvor får man B-12 vitamin fra, hvorfor findes det ikke naturligt i plantekosten, og er det virkelig så vigtigt?

Jeg er naturligvis dybt engageret i at holde min familie, og ikke mindst dig kære gæst, sund og rask i alle henseender. Derfor har jeg i flere omgange kastet mig ud i at undersøge dette emne til bunds, og dette er hvad jeg hidtil har kunnet opdrive:

B-12 vitaminet er som alle andre vitaminer, ekstremt vigtigt for vores krop. Det kan måske nemmest forklares ved at beskrive mangelsymptomerne: Mangel på b-12 giver problemer med nerverne: prikken og summen i hænderne, nedsat smag og appetit, træthed og almen svaghed, blandt mange ubehagelige symptomer. På længere sigt kan problemerne blive kroniske, også selvom b-12 niveauet normaliseres.

Et andet vigtigt problem med nedsat b-12 niveau, beskrives glimrende i denne gode bog . Her forklarer forfatteren Stephen Walsh, hvordan et nedsat b-12 niveau er indikator for en forkortet livslængde. Dette er grunden til, at veganere i alle større undersøgelser lever kortere tid end vegetarer, og lige så længe som mennesker, der spiser moderate mængder kød. Ikke fordi æg og mælk i sig selv er særligt sundt, men fordi det indeholder b-12. Løsningen er ifølge forfatteren, at indtage tilstrækkelige mængder af vitaminet i kunstig form: Enten 3 mikrogram om dagen fordelt på hele dagen, eller 10 mikrogram i pilleform en gang om dagen, eller 2000 mikrogram en gang om ugen. De højere og højere tal skyldes, at vitaminet optages meget mindre effektivt, jo mere man indtager på en gang.

Så, kære veganer eller næsten-veganer. Glem alle forbehold som siger, at det ikke kan være nødvendigt at bygge sin kost på piller. Glem de optimistiske typer, som mener at kroppen selv kan danne sit b-12. Det er der ingen grund til at stole på. Spis dine vitaminer, og lad så være med at bekymre dig mere om det.

Hvor er ugeplanerne?

15 januar, 2008 af mamogensen

Det er vist længe siden jeg har fået lagt ugeplaner ud. Jeg vil lige bruge lidt tid på at få dem skrevet ind med tilbagevirkende kraft, da de jo altid kan genbruges.